Den næste forbedring af den danske rekord på 100km skulle falde på en stort set perfekt efterårsdag i den lille dedikerede ultra-by, Winschoten. – En by der er notorisk i ultlra-verdenen for sin hurtige rute, der for os er hvad Rotterdam Marathon er for andre: Flad, hurtig og med god service!

I et (undskyld jeg siger det) næsten optimalt disponeret løb, lykkedes det at snige mig under 7-timers grænsen og dermed ind i verdenseliten med tiden 6:58:31. Normalt skal man regne med at tabe en hel del tid mellem den første og anden halvdel af en 100km i forhold til den 1. og 2. halvmarathon på – marathon.

Men efter at have trænet indædt på netop dette problem – eller kunst, om man vil; endte jeg på løbsdagen med at have et tidstab på under 2 minutter mellem 1. og 2. 50km undervejs. Et så jævnt ’pace’ har jeg aldrig blot været i nærheden på marathon – uanset om jeg løb elite-tider under 2:30 på de 42 k’ eller som motionist på lige under 3:30.

Til sammenligning kan i øvrigt nævnes, at tempoet i Winschoten svarer til ca. 2:56 pr. marathon (2 ½ gang i træk). Det er et tempo jeg som 19.årig og allerede da veltrænet, knapt kunne holde på halvmarathon; og da slet ikke på en hel marathon.

Utroligt som grænser kan flyttes, uden man lægger mærke til det. Men når alt går som det skal, bliver tingene en smule lettere, og på de sidste runder af løbets 10km rundstrækning, kunne jeg med friske ben løbe mig op fra en placering som nr. 53 til nr. 19 i selskab med de store navne fra de dominerende ultra-nationer; Japan, Rusland, England, Frankrig og Tyskland.

- Og til lyden af hujende og råbende hollandske tilskuere, der havde lagt mærke til denne ’raket’ på vej gennem feltet. De er nogle festlige størrelser disse hollændere, hvad man sjældent undgår at lægge mærke til, når man løber dernede. Dårligere blev det ikke af, at de tydeligvis kendte mit ultra-løber tilnavn: ”Danish Dynamite”....

For første gang synes jeg, at min præstation kunne berettige tilnavnet, som jeg i øvrigt havde fået af de hollandske landsholdsløbere ved forårets EM 100km i Frankrig – mon det oprindeligt sigtede til mit temperament? ;-)

Men uanset tilskuere, opladning – og min dygtigt improviserende hjælper ved væskedepotet, Lotte (TAK!!), var den største oplevelse dét at have en dag, hvor koncentrationen var glødende alle 7 timer, hvad der resulterede i det præcise tempo.

Følelsen, når et sådan løb lykkes 100% holder sig i hukommelsen i årevis; helt ned til billeder af brosten, sving, tilskuere, accelerationer, dueller og samtaler undervejs. Føringer der blev taget; føringer der blev afstået, felter der blev valgt; tidspunkter hvor man ’lagde fra land’. Men også kroppen synes at have en ’hukommelse’, som på en tung grå vintertræningsdag pludselig kan vågne op ved med fornemmelser fra Winschoten, en solrig, vindstille septemberdag i det flade Holland....

(Hvis du har fået lyst til at prøve ruten, omgivelserne og stemningen i Winschoten, så er linket:Winschoten