Debuten på ultradistancen tog plads i 1999 i den lille Nordfranske by Chavagnes en Paillers, som dét år var vært for VM på 100km.

1200 indbyggere – ca. 1000 løbere fra diverse nationaliteter: byen var på den anden ende.... af gæstfrihed!!! (Her var der måske noget at lære for den Danske ’gæstfrihed’ i disse år?).

Landsbyboerne havde konkurreret indbyrdes om, hvem der kunne udsmykke sit hus mest festligt i løbets symboler. Forhaver, hække, hustage, vinduer og fortove var omdannet til et mix mellem karneval i Rio og en besynderlig variant over temaet ’juleudsmykning’! I stedet for tyske have-nisser var det træ- og papfigurer af smilende løbere, der prægede byen; et syn man ikke lige glemmer med det samme.

- Og et sceneri der fik én til at føle sig som en længe ventet og fuldbefaren ultra-løber, selvom 100km asfalt stadig skilte mig fra dén ære!

Oprindeligt havde jeg valgt et andet 100km løb som debut-løb, men tilslut bestemte jeg mig altså for dette stævne, idet jeg resonerede, at et VM-løb vel måtte være det bedst arrangerede løb overhovedet.

Det skulle vise sig, at dét var et heldigt valg. Faktisk mere heldigt, end jeg havde kunnet håbe på:

Da jeg ankom til Togstationen i Nantes, ca. 40km fra VM-byen, og efter 26 timer i en trang sove-bus fra København – da blev jeg modtaget med limousine og officielle repræsentanter.

De tog fejl og troede, at jeg var en af de officielle VM deltagere, og ikke som tilfældet var: en af de ca. 800 motionister, som også skulle deltage bagerst i feltet. Til ultra-mesterskaber; både EM og VM, er motionister en velkommen og festlig del af arrangementet og mange af ’stjernerne’ ser sig ikke for store til at veksle erfaringer med ’de dødelige’. Men trods alt plejer felterne at have hver sin velkomst; hver sin indkvartering – Hvad kunne være gået ’galt’?

Misforståelsen skete sikkert fordi jeg på min 15-kg rejserygsæk har et stort dannebrogsflag hen ad interrail’-stilen. Men hvad jeg ikke vidste var, at den rygsæk, som havde plaget mig fra Paris til Nantes, i forbløffende grad fik mig til at se ud ’officiel’ ud!

Med overstrømmende velvilje blev jeg eskorteret ud til løbssekretatiatet, fik vist lokale seværdigheder og interviewet om mine muligheder i VM – alt imens jeg på gebrokkent gymnasie-fransk forsøgte at forklare sagens rette sammenhæng.

Men ikke tale om! At der var sket en misforståelse tog de med ophøjet ro: Nuvel, denne mærkelige Nordbo var bragt til VM lejren, og derved blev det! Og dermed var jeg ene motionist blandt 250 verdenselite løbere. Hvilket privilegium at spise frokost sammen med verdensrekordholderen, Sunada fra Japan. At blive rådgivet af USA’s landsholds-læger. At blive overøst med guldkort fra kapaciteter fra hele verden.... At opleve de rolige Russiske løbere, i slidte træningsdragter og med tape om brillestellet – og stort set sikre på at tage VM titlen i hold-konkurrencen endnu et år i træk!

Hvad der slog mig mest var deres venlighed og umiddelbarhed. Jeg glædede mig til, at jeg selv skulle blive en sådan ”ultra-løber”, og det blev to minderige dage forud for løbets start lørdag d. 15-5 1999 kl. 5 om morgenen til toner af gjaldende jagthorn & under en stjernestrøet nattehimmel.

Mens vi ventede dér i nattekulden og nedtællingen begyndte, var der på trods af den fortættede nervøsitet nede blandt os hundreder af motionister også en opløftethed, som jeg ikke har oplevet på nogen andre distancer; og ikke i noget andet løb!

Om selve løbet kan ganske kort siges: Det gik over al forventning! Fint vejr, dejligt varmt, god stemning og en inspirerende rute gennem lyse forårsskove og mellem gyldne kornmarker ...Og et godt resultat: 7:27:04 og dansk rekord i første forsøg. En bevægelse fra en startposition omkring nr. 500 (midt i feltet) til en slutplacering som nr. 53 oppe blandt VM løberne...

Men også her havde heldet på besynderlig vis smilet til mig: Dels startede et grotesk torden- og regnvejr ca. 40 minutter efter jeg løb i mål, som gjorde det til en kamp for de næste løbere at komme i mål – en kamp som de kæmpede flot, kunne jeg se! Dels kendte jeg ikke den eksisterende danske rekord, og vidste ikke at jeg kun var omtrent 4 minutter foran den. Dét havde jeg let kunne sætte over styr på et af mine ’pitstops’ ved mit interimistiske væskedepot v. start/mål området.

Jeg havde ikke skænket det en tanke, men blot nydt turen!

(Har du selv fået lyst til at prøve ruten i Vendeé? Linket til næste års løb er her: Vendeé)