Som debutant på ultra-distancerne står man uværgerligt overfor en mængde spørgsmål. Jeg har prøvet at sammensætte en liste med det udstyr, som er mest essentielt for at sikre en behagelig oplevelse.

Men HUSK: Samtlige råd er forgæves, hvis man ikke selv har testet sit udstyr mindst én gang på en lang træningstur. Det er lidt ærgerligt først ved 50 km mærket at opdage, at man har valgt forkert !

Glem alt om super-lette konkurrence sko på 170 – 220 g ! Efter de første 50km er ’pusten’ taget fra selv den bedste konkurrencesko – og det er præcis dér du netop begynder at få ekstra brug for støddæmpning, stabilitet og komfort !  Vælg enten en  alm. stabil træningssko tilpasset din løbestil eller, hvis du er en af de hurtige løbere, som tænker i tid, så evt. en såkaldt ’letvægtstræner’; typisk mellem 250 – 300g.

Et godt fif er at klippe små lufthuller på ca. 1 ½ x 1 ½ cm. i skoens forreste overdel. Det giver skoen et lidt vagabond-agtigt udseende, men hvad gør det, når det kan spare dig for vabler undervejs ! (Mange vabler opstår pga. de høje temp. inde i skoen – op til omkring 50 C !).  Men husk at lade det allerforreste stykke v. snuden være intakt; ellers har du ikke ordentlig kontrol over din løbestil og samtidig kan småsten og grus rasle ind...

Et andet tip er, at have et par ekstra par sko liggende parat i sit depot, hvis man regner med at være mere en 8 – 9 timer om sit løb. På en 24-timers kan 2 – 3 friske par sko i depotet være en god ide. Som regel holder traditionel støddæmpning op med at virke efter ca. 50 - 60km’s forløb.

Valget af  løbesko model afhænger meget fra løber til løber og fra løbestil til løbestil. Nogle trives bedst med NB’s brede modeller, andre sværger til ex. Saucony’s smalle læste. Personligt er min erfaring, at ASICS’s gel støddæmpning giver en bedre beskyttelse end de øvrige mærkers løsninger – vel at mærke når vi taler om distancer over 40km. Muligvis er der en pointe i, at det samtidig er det system, der er tættest på det princip som vores egen støddæmpning vha. hælens fedtpude bygger på :-) 

Mange ultra-løbere vælger at løbe i tights i stedet almindelige løbeshorts. Naturligvis indvendes det i nogle løbe-fora, at det er pivet at løbe i tights – Lad os snakke om det undervejs på et 24-timers løb; så ændrer dén indstilling sig nok en smule....

Seriøst, så er pointen selvfølgelig, at man er betydeligt bedre beskyttet mod gnavsår med et par tights. Personligt har jeg oplevet et par bomulds shorts (fra atletik-landsholdsdragten faktisk !), der kostede 3-4 dage efter EM 100km, før indersiden af lårene var vokset sammen igen. – At løbe de sidste 75km med ’aircondition’ i lårmusklerne kan bestemt ikke anbefales ;-)

En sideeffekt v. løbe-tights er i øvrigt, at man bedre bevarer varmen i muskulaturen, når kroppen ellers er begyndt at spare på energien. Dette kan være forskellen på at få kramper eller ikke at få det !

Måske siger det sig selv, men: husk at lede efter tights m. meget små ’søm’ på indersiden. Jeg selv var igennem ’learning by doing’ -metoden, men hvorfor ikke spare sig dén erfaring og bruge fornuften fra starten.....

Vælger man, som de fleste, at løbe i en singlet (dvs. en løbetrøje uden ærmer og normalt af syntetisk materiale), kan det være en god ide navnlig at sikre sig, at den ikke gnaver i armhulerne eller på siden af brystkassen. Det hører til i småtingsafdelingen, men hvis alt andet fungerer 100%, vil det jo være dumt at have besvær af et par hudløse ærmegab...

Hvis det er tørt og varmt i vejret kan en alm. bomulds t-shirt faktisk være en ok ting at løbe i. Fordelen er, at man er bedre beskyttet imod solskoldninger i de 7 – 10 timer man er i aktion. Så snart der er høj luftfugtighed er t-shits dog en dårlig løsning, da de bliver for tunge af ufordampet sved.

Er man en ægte viking (læs: selvlysende lyserød i ’sværen’), skal man passe en smule på, når man tager ud på ultra’ togt i udlandet. Ligegyldig hvor uovervindelig man føler sig, når man stævner ud, er det noget som en 5-7 timer i højt solskin let kan pille af igen !  Løsningen kan være en faktor 20+ solblocker en halv times tid inden start, men vil man være på den sikre side, er ”hvid zinksalve” (fås på apoteket) den løsning, der skal vælges. Til et 24-t løb vil dén være mit valg anytime’, undtagen hvis det er overskyet, eller under 20 C.

Der fås flere typer af løbe-bælter, som kan være gode at bruge specielt for motionisten, som hellere risikerer at blive et par minutter langsommere end at satse det hele for at hugge en bid af den samlede tid. Navnlig er et løbe-bælte en god ide, hvis der er usikkerhed omkring forplejningsdepoterne og man ikke selv kan lægge eget depot ud – ex. hvis ruten består af meget lange omgange som 4 x 25km eller mere. ’Ombord’ kan det være godt at have:  salt/salt-tabletter, energi-gel/afkølet drikkedunk/rent energipulver, toilet papir, og evt.:  sportstape (både til skader & som akut forhindring af solskoldning), lille barberblad/saks (til sko som begynder at gnave og til punktering af vabler). For konkurrenceløberen kan der være en pointe i at have et par små gennemsigtige eller hvide affaldsposer parat til at klare ’lette’ toiletbesøg – det sparer tid, samt giver en vigtig mulighed for at kontrollere at væske-balancen er ok; klart indhold: ”GO”, gult: omgående mere væske, som drikkes kontinuerligt indtil der er ’klart vand’ igen ;-)

Egen erfaring: selv i VM-sammenhæng kan der tjenes 5-8 placeringer i top 30 ved at spare de adskillige ’pitstops’ !!

Igen en klassiker !  Tykke bomuldsokker, typisk i udgaven ’tennissokker’, er den næsten sikre vej til vabler på 100km og længere distancer; hvor ved jeg mon det fra.... ;-)   Den bedste løsning er at punge ud til 2 par gode deciderede løbesokker i tyndt ventilerede materiale.  2 stk. ??   –  Det er altid en god taktik, at have et identisk reservepar liggende i sit depot v. 50- 60 km !  I lighed med en frisk t-shirt, kan tørre sokker give et tiltrængt ’løft’ !

Ikke mange bruger dem, men personligt har jeg god erfaring med ’discount’ modellen: skafterne fra et par løbesokker m. huller klippet til fingrene, så kun lige håndflade og håndryg er dækket. Ideen er, at man undgår at få fordelt den klister-agtige energidrik overalt i hoved og håndflader, efterhånden som man uværgerligt spilder krusene og tørrer efter i ansigtet senere på ruten.

....Det er småting, og det skal nok prøves, for at man kan se pointen i det, men min erfaring er, at det giver endnu et lille ekstra overskud i forhold til de øvrige løbere :-)

Ja, det er ikke en skade, som opstår efter et par år med ultra-løb ;-), men et system, hvor man har en væske-pose på omtrent 2 liter i en rygsæk m. tilhørende drikkeslange, så man kan drikke præcis når man ønsker det. Til lange træningsløb og til konkurrencer med meget dårlig service/ ufremkommeligt terræn eller i extremt varmt vejr (læs: Sahara og lign.) er det en af de bedste løsninger. Men til de store gadeløb på 100km og 24-timer, er besværet alt for stort i forhold til en fordel man får. Planlæg dine vædske-depoter grundigt og løb med en extra-flaske i et mave-bælte – så er dén sag sikret.

Vælger man at bruge camel-bag i sin træning, anbefaler jeg et mærke som ’Cannondale’, der kan fås hos cykelsportsforretninger. Gå generelt efter en model/mærke med en solid væske-pose, som samtidig er nem at rengøre – ellers bliver det nemlig let en engangsfornøjelse !

Smarte ting, som kan være gode at have, hvis det øger ens ’guts’. Personligt mener jeg, at det er ting, som givetvis er fine at have på som ’Fitness-habit’ i motionscenteret, men som er ren ’død-vægt’ for en ultra-løber !

- Er et pulsur da ikke uundværeligt på  ultra-distancerne ??  Efter min mening klart nej !  Opmærksomheden er betydeligt bedre brugt på kroppens mængder af signaler, som efter min erfaring er langt mere nuancerede og præcise (!) end pulsurets standard udsagn. Som et lille eksempel kan nævens, at jeg ved det seneste vm-løb på 100km rykkede fra en 53. plads v. 50km til nr. 19 i mål med en tidsdifferens på kun omtrent 1:50 minut mellem første 50 km og sidste 50 km – ved at lytte til kropssignalerne i stedet for pulsuret. En forbedring af min ’pulsurs-tid’ med over en ½ time og en sikker placering på verdensranglisten som følge. Meget få af de andre deroppe bruger i øvrigt pulsur.

Det tager lang tid, at lære at aflytte kroppen præcist; det tager mange, mange km’s erfaring;  men giver man sig tid til det, er det hele processen værd. I sidste ende er det måske dét løb handler om:  at kende sig selv – at sætte et filosofisk spørgsmål om selverkendelse på en fysisk prøve.

- Spændende er det i hvert fald !

Hvis du vil vide hvad andre ultra-løbere anbefaler, foreslår jeg at du følger diskussionen i Kevin Sayers Ultra Running Resource.