75km terrænløb på en 15km ’extreme’ løjpe; midt om natten, midt om vinteren.

Der er gode løb og der er dårlige løb: Ursvik er bestemt ikke et af de dårlige; der er en flot terrænrute, der er god forplejning, et flot sceneri, en storslået udfordring, og frem for alt nogle venlige og meget engagerede arrangører. - Og det er gratis at deltage!

Men for mig blev dette vinter-løb mit første ’Waterloo’ som ultra-løber. Helt efter egen fortjeneste i øvrigt: Det foregik i ca. -8 til -10 grader; og jeg er en elendig kulde-løber. Det foregik på en terræn rute, der får hjemlige cross-løb til at ligne rene landevejsløb; og jeg er en decideret ’ikke-terrænløber’. Og endelig havde jeg brilleret ved at tage en letvægts pandelampe med; - nu løbet jo startede kl. 24:00. De øvrige løbere slæbte godt nok rundt med nogle gevaldige projektører i panden, men det skulle vise sig, at det havde sine gode grunde:

Kort efter start var jeg dumdristig og ufornuftig nok til at søge føringen, men kun for et kort øjeblik. Så snart den øvrige tete var ude af syne henlå de stejle, stenede og isede stier i totalt mørke; min pandelampe hjalp præcis ingenting, lige bortset fra at give fornemmelsen af at have en død skildpadde fastspændt til panden, som ved særligt lange spring over forhindringer smækkede en eftertrykkelig skalle....

Der var intet andet at gøre, end at vente ude i mørket, og lade den forreste af forfølgerne nå op igen!

Og Svenskerne er ikke dumme taktikere; langt fra. En efter en kom de op og satte et dræbende tempo. Jeg kunne så vælge at følge med – eller at lade mig falde ned til næste løber, som befandt sig roligt løbende et ukendt sted ude i mørket. Det skulle gå galt; og det gjorde det!

For første gang nogensinde i en konkurrence dehydrerede jeg – og det er vel at mærke ikke sket, selv i mine sommer træningsophold i Egypten i over 40 C eller i Adserbaijan i 38 C og høj luftfugtighed.... Men her i det frosne fjeldlandskab ’lykkedes’ det med pomp og pragt.

Efter at have haft føringen de første 2 omgange udgik jeg ved 45 km, og havde knapt nok overblik til at finde ud af skoven og hen til mål-området. Mine væskedepoter var naturligvis bundfrosne efterhånden som jeg nåede frem til dem på ruten, og da jeg selv var godt forfrossen allerede ved start, havde jeg 3-4 lag løbetøj på. Derfor var væsketabet i de ca. 3 timer temmelig stort, navnlig da jeg for at følge de svenske kamikaze-fremstød havde haft en puls, der normalt slet ikke hører hjemme hos en ultra-løber.

Men ikke nogen undskyldninger; på dén rute havde jeg ikke haft en chance uanset hvor forberedt jeg var mødt frem. Løbere, der måske var 2-3 timer langsommere på 100km landevej, kunne med lethed sætte mig på de stejle stigninger!

Bagefter løbet havde denne frysende og ukloge dansker i øvrigt en fin lektion i svensk hygge: Arrangørerne inviterede straks efter de selv var kommet i mål efter 9 – 10 timer på middag og kolde øl.... Dét hjalp nok en hel del på humøret!

Imidlertid gemmer der sig i denne historie en udfordring og opfordring til andre danske løbere: Så vidt jeg ved, har ingen danskere endnu kunne gennemføre ’helvedet i Ursvik’, så det er blot at tage handsken op og vise de øvrige nordboer, at vi danskere ikke er bange for lidt terræn, lidt kulde og lidt..hmm.....strabadser!

(Du finder oplysninger om næste udgave af løbet på http://www.silva.se/outdoor/)