I flere år havde jeg gået og overvejet at prøve 24-timersdistancen – Ja, faktisk lige siden Ultraspotsforbundets præsident, Malcolm Campbell, under en venten i Charles de Gaulle lufthavnen forud for EM 100km 2000, havde berettet om egne oplevelser på distance.

- Skrankepaver? Ikke i I.A.U.!! Her har de høje herrer en fortid ude på landevejene; 24-timer’s, 6-dages løb, og for Malcolms vedkommende også ’Trans Amerika’ på ca. 5000km. Måske er dét en af forklaringerne på, hvorfor det er en naturlig ting for os at tale på samme niveau, og ikke opleve en stor distance til organisationernes ledere !

Men for at komme tilbage til sagen: Når disse herrer kan møde op og hjælpe med at slæbe de aktives baggage, ja, så kan det vel ikke være så svært, at gøre dem kunsten af og gennemføre et sådant 24-timers løb?!

Da min debut stod en varm forårsdag sidst i maj, 2001, fandt jeg hurtigt ud af, at sandheden om 24-timers løb var en del hårdere, end man selv på en tung dag havde kunnet forestille sig.

Træningen havde ellers været grundig, syntes jeg selv. Lange landevejs ture op til 90km’s længde i det regnfulde danske forår og en ugentlig træningsmængde på omkring 250 –260 km. Hvad jeg imidlertid ikke havde kunnet forberede mig på var, at taktikken, strategien og det mentale element var betydeligt anderledes end på 100km.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at der (på eliteniveau) er større forskel på 100km og 24-timers løb end på 5km og marathon!! Det er stor set ikke forekommende at en løber kan være godt placeret på begge distancer, og jeg burde nok have bidt lidt mere mærke i dette forhold...

Kerne-problematikken er at tempoet på 24-timer er for lavt (!) til at være behageligt for en hurtig løber, og samtidig er evnen til at optage fast føde undervejs en helt afgørende faktor hér, hvad en elite løber på 100km kan klare udelukkende ved elektrolytdrik.

Det blev netop dette sidste forhold, der gjorde mine sidste 2 timer af 24-timers løbet til en kamp – ikke en kamp for at holde mig løbende; men for overhovedet at holde mig gående.

Da jeg efter 18 – 20 timer lå placeret på en 7 – 8 plads i EM feltet, og dumdristigt satte et gevaldigt tempo-ryk ind for grådigt at hente ind på de foranliggende, ja så havde jeg glemt at tage maven i ed!

Og dén var bestemt ikke opsat på at medvirke til at blodet blev kanaliseret til de hårdtarbejdende muskler i stedet for delvist til fordøjelsen, så resultatet blev, at alt hvad der kom ned – kom urørt op igen!

Ok; det skal ikke være en undskyldning, og lad mig straks sige, at jeg kan være fuldt tilfreds med de 223,7km og den EM 12.plads, det blev til. Ikke noget brok, når det var første forsøg. Men jeg var pinligt bevidst om, at jeg havde præcis én at takke for, at komforten i de afsluttende timer ikke helt var på ’business class’ niveau, for nu at sige det mildt.

Til gengæld kæmpede mine hjælpere Sannie, Lotte, Kasper og Christian, hårdnakket for mig igennem hele dette døgn, der må have virket næsten længere for dem end for mig. Der blev forberedt væske, lagt tøj frem, justeret tidsplaner og hygget i ’pitten’ til den helt store guldmedalje! EN STOR TAK til dem alle – og til de ca. 130 øvrige løbere ude på den 1,7 km korte asfaltrundstrækning, der dannede en festlig kulisse for mesterskabet.

Glemte jeg at nævne værtsbyen Apeldoorn’s nattefriske tilskuerskarer, der fik én til at føle sig som på rundtur i et oplyst tivoli gennem nattens lange timer? De gjorde i høj grad også sit for at få os løbere til at føle tiden kort, selvom den sandt for dyden var lang....

For det fornægter sig ikke, at et 24-timers løb er langt som et helt liv – men også fyldt af begivenheder, hændelser, oplevelser og vekslende stemninger, der bestemt gør det besværet værk!

- Og hvem kan sige nej til et ’ekstra’ liv? ;-)