Min debut som officiel ultra-mesterskabsløber, blev et spændende møde med den europæiske ultra-elite - og et hårdt møde med dét at lære at løbe i et mesterskabsfelt.

For at give et kort billede af situationen, så lå jeg som en fin nr. 20 ud af de 120 kvalificerede ved 50km mærket i den lille bjergby Sarlat. Tilbage i mål-byen, 50 km senere, var jeg en meget udmattet nr. 58. Ja, faktisk havde jeg været udmattet siden 60km mærket, men en heftig kamp med det hollandske ultra-landsholds 1.mand, min senere gode ven, Krijn Kroetzen, havde fået mig til at sætte tempoet op de sidste 10km for endelig at rykke fra på den 1 ½ km lange stigning op til mål-byen; mere end blot almindeligt træt... Og 8 timer og 8 lange minutter efter jeg var startet fra samme by i et optimistisk og urealistisk tempo.

- Min hjælper, Gitte, havde selvsagt rigeligt at lappe på bagefter. Men hun er bl.a. uddannet sygeplejerske, så dét blev klaret i fin stil; (TAK for det!) .

Ja, faktisk havde Gitte også taget sig af ’Tecnical meeting’ – et møde, som altid foregår dagen før de store stævner, og hvor alle detaljer bliver gennemgået af det internationale utrasportsforbund, IAU, sammen med landsholdslederne. Alvorlige herrer som hun dog ikke havde ladet sig skræmme af, men tværtimod havde sat mere eller mindre på plads (!!). En hjælper, som jeg kan være stolt af, selvom jeg da havde et nervøst øjeblik, da jeg fra min plads ude i den solbeskinnede dovne Sydfranske eftermiddag pludselig så & hørte det Italienske landshold udvandre med højlydt dørsmækken fra den lille lokale rådhusbygning, hvor mødet fandt sted.

Men det er en helt anden historie, som I ikke får her ;-)

Næste dag løb Italienerne i øvrigt et fint disponeret løb, hvor jeg aldrig fik en chance for at hænge på. Jeg kan se, at vi der har et stærkt temperament, nogle gange har glæde af lige at ’slippe lidt damp ud’ inden det går løs på landevejen; det hjalp i hvert fald dem...

Optakten til løbet

Dagene inden løbet havde ellers været mindeværdige i mange betydninger af ordet. Både for det gode: En venten i et lufhavnshotel nær Chales de Gaulle lufthavnen, Paris, hvor IAU’ presidenten med frue venligt overlod deres værelse til Gitte og jeg – og i øvrigt havde været ude i lufthavnen at hjælp med at slæbe vores bagage og ønske os velkommen med det samme vi landede, som med de øvrige landshold, der ankom den dag. Kunne man mon forvente det samme fra de fine folk i IOC og IAAF m.v. overfor deres aktive???

Men på den anden side, så ved Malcolm (IAU) hvordan det føles at være på den anden side af sagen: Det kan man dårligt undgå med flere 6-dages løb på samvittigheden... og jeg glemte helt: Et gennemført løb på tværs af USA; små 5000km. Så glemmer man nok ikke udøverens situation lige med det første!

Han havde også været i Belves (EM byen) at løbe for en del år tilbage; men det må være før bjergkæderne opstod, for han glemte i hvert fald at fortælle mig om dém ved frokostbordet inden vi kørte med de inviterede hold fra Japan og Etiopien samt os to danske, det polske hold og hollænderne til området nær Toulouse. En lille bustur på godt 9 timer, hvor det trods aftenmørket efterhånden gik op for mig, at ordet terrænløb måske blev mere relevant end jeg kunne ønske mig.

Vel indkvarteret på et afsidesliggende pensionat (hvor varmen ikke helt var slået til endnu; det var nok ikke højsæson ;-), blev vi præsenteret for Sydfransk gæstfrihed:

Vin og cognac til måltiderne; kage, ost og salater.... Og særegen underholdning af os EM løbere fra værtsparrets side – Ingen af os glemmer det!

Jeg var ude for at træne et par enkelte ture i landskabet de sidste 2 dage før løbsdagen – men kunne vanskeligt finde et sted, hvor terrænet var fladt nok til 7-10km’s let jog.

Hvis nogen skulle ønske at læse hvordan løbet tog sig ud set fra en solbeskinnet lænestol med udsigt over det smukke (men stærkt bakkede) terræn, anbefaler jeg at læse min hjælper, Gittes, beretning, som vil blive bragt ved en senere lejlighed.

Lad mig her blot give et clu’ som ”salat, ost og rødvin var hovedbestanddelene i løbets ’pastaparty’ – med eneste alternativ nogle bjergdale væk...” samt: ”Efter løbet måtte 100km mesterskabsløberne skubbe den fremskaffede minibus op ad bakken fra garagen – for at kunne blive transporteret de 10km tilbage til bad og indkvartering...Chaufføren var træt og det samme kunne vel egentlig siges om bussen. ”

Efter at have sundet mig i nogle dage, kunne jeg heldigvis le sammen med Gitte af de næsten groteske forhold vi oplevede dernede. – Ikke et løb der blev glemt de første par år af dets deltagere.... Endnu i dag huserer nogle af de indforståede jokes fra Belves blandt mine løbe-venner rundt om i Europa ;-)